lørdag den 18. juni 2011

Hyldeblomster!

Hyldeblomster er en af de ting, som vi glæder os til herhjemme.
Så er det nemlig tid til hyldeblomstsaft.



Jeg har i flere år prøvet at finde en opskrift, som alle kunne lide, men det er aldrig rigtig lykkedes, da det enten var for kraftig i hyldesmagen, eller for sødt, eller......
Så i år prøvede jeg mig frem ved selv at tage det, som jeg forventede at få en god hyldeblomstdrik ud af. Og endelig lykkedes det. Alle kunne i år lide saften, så anden omgang står nu og trækker.
Hvis du også kunne tænke dig at lave en hyldeblomstsaft, så kommer min egen opskrift her.

Du skal bruge:

50 mellemstore blomsterskærme
20 gr. citronsyre
3 økologiske citroner
1,5 kg lyst rørsukker
2 liter postevand
2 tsk atamon

Og så er du klar: (Hvis du har plukket blomsterne langs en befærdet vej, bør de skylles)

Ryst alle de små dyr ud af blomsterne og fjern de tykkeste grene.
Grenene som blomsterne sidder på giver en bitter smag, så jo mere du kan fjerne jo bedre.
Læg blomsterne i en stor gryde efterhånden som du har fjernet dyr og grene fra dem.
Når du er færdig med blomsterne skal vi til citronerne.
De skæres i skiver og lægges op i gryden.
Hæld derefter sukkeret og citronsyren over.
Kog nu vandet og hæld over blomsterblandingen i gryden.
Hæld atamonen i og rør grundigt i det hele til sukkeret er helt opløst.
Sæt nu et låg på gryden og stil den i køleskabet eller et andet køligt sted.
Husk at rør i gryden et par gange hver dag, mens den trækker.
På dag 3 kan du tage saften ud og hælde den på flasker.
Hæld den igennem et klæde når du hælder den på flasker, så du ikke får blomster
og andet småt med i drikken.

Hvis du ikke drikker det hele hurtigt, så kan du hælde det på plastflasker og fryse det ned.
Husk at du ikke må fylde flasken helt, hvis det skal fryses, da væsken udvider sig i fryseren.

*Velbekomme*

Ingen kommentarer:

Send en kommentar