søndag den 18. september 2011

Marzapane torta de mele

Æble og Marcipan kage
















Vi har prøvet at kaste os over en ny slags kage, som mest af alt består af marcipan og af æbler.

Æblerne har vi heldigvis selv, i stakkevis, i haven, så det kan jo ikke blive nemmere.

Jeg må jo nok erkende at kagen desværre ikke ser så lækker ud, som man kunne håbe på, MEN jeg kan klart anbefale at man kaster sig ud i at lave den alligevel, for den smager nu ganske fantastisk.

Ingredienser:

150 g Sukker
150 g Smør
4 store æg
160 g marcipan (revet eller groft hakket)
Fint revet skal fra en ubehandlet citron
Saften fra samme citron
5 syrlige æbler
40 g hakkede mandler ell. mandelflager

Tid til at komme igang:

Pisk smør og sukker sammen til det lysner lidt.
Tilsæt æggene et ad gangen og rør dem grundigt ud i, inden næste æg tilsættes.
Tilsæt marcipanen og rør til den er helt opløst.
Pas på ikke at smide hele massen i på én gang, da det så nemmere klumper.
Tilsæt hellere lidt ad gangen.
Tilsæt til sidst citronskal og saft.

Skær nu alle æblerne i både og dæk bunden af et ovnfast fad med dem.
Hæld derefter marcipanmassen over æblerne og stil dem i en ovn, der er forvarmet på 175 grader.
De skal stilles ind lige under midten.
Bag kagen i 25 - 35 min. Hold øje med hvornår den er gylden i toppen og lav så hul i toppen, så du kan tjekke at dejen inden i ikke er flydende længere.

Når kagen er klar tages den ud og køler af i 5-10 min og serveres derefter med en klat creme fraishe til. Evt rørt op med lidt kanel, hvis man foretrækker det.

*Velbekommen*

mandag den 27. juni 2011

Æble/valnøddekage

Forleden fik jeg lyst til noget æblekage, men kunne ikke finde nogle opskrifter på nettet, som jeg synes indeholdt lige det jeg gerne ville have.
Jeg besluttede mig for at kaste mig ud i et lille eksperiment, nemlig at flække en opskrift sammen selv.



Det blev til en helt ok kage, når jeg selv skal sige det.
(Og det skal jeg jo, da jeg er den eneste der blogger her ;) )

Nå, men nu sidder du nok og tænker: "Jamen, så kom da med den opskrift"
Og den skal du få. Den kommer her:

Du skal bruge:

6 æbler (IKKE søde - helst lidt syrlige)
5 spsk kanelsukker
100 gr grovhakkede valnødder
4 æg
400 gr. sukker
150 gr. smør
480 gr. hvedemel
5 tsk bagepulver
3 dl. mælk
2 tsk vanillesukker.

Og så går vi igang:

Æblerne skrælles, skæres i tern og rystes i en frysepose med kanelsukkeret.
Læg dem tilside - De skal bruges senere.
Æg og sukker piskes lyst og luftigt.
Smelt smørret og pisk det i æggemassen.
Bland mel, bagepulver og vanillesukker og hæld det i dejen skiftevis med mælken.
Bland æbler og de hakkede valnødder i dejen.
Fyld derefter dejen i en bradepande (33 x 22 cm) og bag den ved 180 grader i ca 40 min.
Server den gerne lun med en klat creme fraishe til.

*Velbekommen*

Jordbærsaft

Så blev det tid til at prøve at lave en gang jordbærsaft af vores jordbær.
Manden gik i haven og plukkede en masse jordbær og så kunne mutter eller gå igang med saften.


(Jordbærene og vandet er lige ved at koge)

Hvis du også gerne vil lave jordbærsaft, så se opskriften nederst.


Du skal bruge:

1 kilo renset og rengjort jordbær
6 dl. vand
650 gr sukker
og en smule atamon til at skylle flaskerne i

Så går vi igang:

De jordbær du bruger skal være renset og skåret i kvarte eller halve, alt efter hvor store/små de er.
Hæld jordbær, vand og sukker i en gryde og bring det i kog.
Lad det koge i 20-25 min under låg. (Hold øje med at det ikke koger over - Det er noget klistret stands)
Vrid et rent klæde i koldt vand. Klædet skal være fugtigt ikke vådt.
Læg det i en sigte og sigt din saft igennem der.
Lad det tage den tid det tager - Så får du en fin klar væske.
Når det hele er rendt igennem, så hældes det på rene, atamonskyllede flasker.

Koncentratet skal blandes med vand.
Her hjemme blander vi det i forholdet 1/6 saft, 5/6 vand, men prøv jer frem og find ud af hvordan I bedst kan lide det.

*Velbekommen*

lørdag den 18. juni 2011

Hyldeblomst is




Nu var der lavet hyldeblomstsaft som alle kunne lide.
Så var det også en idé at lave en hyldeblomst-is, tænkte jeg.
Så derfor kastede jeg mig også ud i det.


Og jeg må nok konstatere at det med at lave is heller ikke var nogen tosset idé.
Jeg serverede isen med jordbær fra eget jordbærbed. Det smager lækkert til.

Jeg lavede 3 x normal portion med det samme - i tilfælde af at familien kunne

lide den. Og det var vist en god idé.
Da den første liter is blev sat på bordet var der kun bøtten tilbage bagefter.
Hele den første liter blev spist på én gang. Af sønnen, manden og jeg (Som kun tog én portion).

Heldigvis står anden omgang hyldeblomstsaft allerede og trækker, for jeg er da bange for

at jeg må igang med at lave noget mere is meget snart.


Vil du også igang med at lave en hyldeblomst-is er der her en opskrift du kan følge:


Du skal bruge:
4 pasteuriserede æggeblommer
1 dl. koncentreret hyldeblomstsaft
1 dl. sukker
½ l. fløde


Så kan du gå igang:
Pisk først fløden meget stiv.
Dernæst pisker du æggeblommerne og sukkeret til det er helt lyst og luftigt i det.
Hæld derefter hyldeblomstsaften i lidt ad gangen mens du rører rundt.
Og tilsidst vender du flødeskummen i "snapsen".

Du er nu klar til at hælde det på nogle fryseegnet forme.
Stil det i fryseren i min. 6 timer.

*Velbekomme*

Hyldeblomster!

Hyldeblomster er en af de ting, som vi glæder os til herhjemme.
Så er det nemlig tid til hyldeblomstsaft.



Jeg har i flere år prøvet at finde en opskrift, som alle kunne lide, men det er aldrig rigtig lykkedes, da det enten var for kraftig i hyldesmagen, eller for sødt, eller......
Så i år prøvede jeg mig frem ved selv at tage det, som jeg forventede at få en god hyldeblomstdrik ud af. Og endelig lykkedes det. Alle kunne i år lide saften, så anden omgang står nu og trækker.
Hvis du også kunne tænke dig at lave en hyldeblomstsaft, så kommer min egen opskrift her.

Du skal bruge:

50 mellemstore blomsterskærme
20 gr. citronsyre
3 økologiske citroner
1,5 kg lyst rørsukker
2 liter postevand
2 tsk atamon

Og så er du klar: (Hvis du har plukket blomsterne langs en befærdet vej, bør de skylles)

Ryst alle de små dyr ud af blomsterne og fjern de tykkeste grene.
Grenene som blomsterne sidder på giver en bitter smag, så jo mere du kan fjerne jo bedre.
Læg blomsterne i en stor gryde efterhånden som du har fjernet dyr og grene fra dem.
Når du er færdig med blomsterne skal vi til citronerne.
De skæres i skiver og lægges op i gryden.
Hæld derefter sukkeret og citronsyren over.
Kog nu vandet og hæld over blomsterblandingen i gryden.
Hæld atamonen i og rør grundigt i det hele til sukkeret er helt opløst.
Sæt nu et låg på gryden og stil den i køleskabet eller et andet køligt sted.
Husk at rør i gryden et par gange hver dag, mens den trækker.
På dag 3 kan du tage saften ud og hælde den på flasker.
Hæld den igennem et klæde når du hælder den på flasker, så du ikke får blomster
og andet småt med i drikken.

Hvis du ikke drikker det hele hurtigt, så kan du hælde det på plastflasker og fryse det ned.
Husk at du ikke må fylde flasken helt, hvis det skal fryses, da væsken udvider sig i fryseren.

*Velbekomme*